Udgivet i

Verdensmål 4.7 i uge 47 – Succesfuld konference

RCE Danmark var medarrangør på en velbesøgt konference om ungdomsuddannelserne med fokus på verdensmål 4.7. På en konference med over 260 deltagere, satte specielt fire elever fra elevorganisationerne Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), Landssammenslutningen af Handelsskoleelever (LH) og Erhvervsskolernes ElevOrganisation (EEO) barren højt op. De talte om mere handling med klimaråd på skolerne, mere indhold, der kan udvikle handlekompetence og håb i stedet for mismod og klima-angst. Nogle elever talte også om skam, hvis de ikke lige rettede sig efter de store idealer, der er, om at leve klima rigtigt og bæredygtigt.

Flere elever fremlagde både argumenter og eksempler på, hvordan de har arbejdet med forskellige verdensmål, fx partnerskaber. Astrid Sinnes, norsk professor i pædagogik og Stephen Sterling fra England, professor emeritus ved Centre for Sustainable Future, University of Plymouth formåede sammen med eleverne at rykke ved mange af konferencedeltagernes forestillinger om, at der skal handles nu på uddannelsesområdet, så både de unge, lærerne og ledelserne kan arbejde med at fremme uddannelse og bæredygtig udvikling, som mål 4.7 lægger op til. Jeppe Læssøe deltog som spørger til Stephen Sterlings oplæg.

En konference med et mål

Konferencen var en blanding af oplæg, netværksdialoger og en række workshop, hvor deltagerne havde mulighed for at komme i dybden med nødvendige temaer, når uddannelserne skal optimere mere læring og en nødvendig dannelse på uddannelse for bæredygtig udvikling (UBU). Certificering af skoler, der arbejder med bæredygtighed, praksisrettede fag, som for eksempel erhvervsuddannelserne, de almene fag, STEM fagene, udearealer, elevdeltagelse, det globale udsyn og kompetenceudvikling af lærere og undervisere, der arbejder med bæredygtig udvikling og cirkulær økonomi, var nogle af de temaer, der blev drøftet.

Der er en vilje og en lyst til at arbejde mere systematisk med bæredygtig udvikling indenfor ungdomsuddannelserne. Der er ingen tvivl om, at denne konference har givet flere elever, lærere og ledere ny inspiration og handlekompetence til at arbejde videre med unge om en bæredygtig fremtid.

Konferencen var planlagt af RCE Denmark i samarbejde med Gymnasieskolernes Klimaalliance, Danske HF & Gymnasier og Danske Erhvervsskoler og – Gymnasier.

Kontakt: Bestyrelsesmedlem og arrangør: Niels Larsen niladk5@gmail.com

https://www.vm47.dk