VIA University College og Københavns Professionshøjskole er gået sammen med RCE-Danmark i et nyt partnerskab, Partnerskab for bæredygtige uddannelsesfremtider, der skal kvalificere uddannelsernes arbejde med bæredygtighed.
Hvordan klæder vi børn, unge og voksne på til at medvirke til en bæredygtig udvikling? Det skal et nyt partnerskab stille skarpt på.
VIA University College og Københavns Professionshøjskole, der blandt andet uddanner lærere, pædagoger og sygeplejersker, har sammen med RCE-Danmark indgået et nyt partnerskab, der skal styrke bæredygtig udvikling i de tilsammen mere end 50 uddannelser.
”FN har siden 1990’erne opfordret til fremme af uddannelse for bæredygtig udvikling, men i Danmark er det først for alvor kommet på dagsordenen inden for de seneste par år. Med Partnerskab for bæredygtige uddannelsesfremtider vil vi sætte yderligere skub i den udvikling. For bæredygtig omstilling kræver nye faglige kvalifikationer og kompetencer hos de kommende generationer. Det kan til dels foregå inden for de eksisterende uddannelser, men vi er også nødt til at gentænke og omstille dem, så de er gearet til at klæde børn, unge og voksne på til at medvirke til en bæredygtig udvikling.
Det ansvar skal vi som en af landets største uddannelsesinstitutioner være med til at løfte,” mener rektor hos VIA University College, Harald Mikkelsen.
Nye muligheder for engagerende ansatte og studerende
Også på Københavns Professionshøjskole ser man frem til samarbejdet i det nye partnerskab.
”Københavns Professionshøjskole ser frem til med partnerskabet at kunne trække på RCE-Denmarks erfaring, ekspertise og internationale netværk. Samtidigt har vi som store uddannelsesinstitutioner mange kompetente ansatte, som med samarbejdet får bedre muligheder for at bidrage til udviklingen af bæredygtighedsperspektivet inden for et område, som jo også optager mange af vores studerende meget,” mener rektor hos Københavns Professionshøjskole Stefan Hermann.
Trække på internationalt netværk
Med partnerskabet stiller VIA og Københavns Professionshøjskole et sekretariat til rådighed for RCE-Denmark, som er Danmarks ældste og bredest favnende center for ekspertise vedrørende uddannelse for bæredygtig udvikling. RCE står for Regional Centre of Expertise, og RCE-Denmark blev i 2010 anerkendt som et RCE af United Nations University. Dermed blev RCE-Denmark også del af et internationalt vidensnetværk med 160 andre RCE’er, der rundt om i verden arbejder med uddannelse for bæredygtig udvikling.
Jeppe Læssøe, der er formand for RCE-Denmark, fremhæver, at partnerskabet vil give ny inspiration i bæredygtighedsarbejdet:
”For RCE-Denmark vil samarbejdet med VIA og KP give en ny og bedre platform for vores arbejde med at fremme og kvalificere uddannelse for bæredygtig udvikling i Danmark og internationalt. Vi ser frem til ny inspiration, fælles aktiviteter, bedre formidling og gensidig støtte.”
Kontakt: Ditte Karla Lott Lauritsen, sekretariatsleder for RCE Danmark på DIKA@VIA.dk